Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/192

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

KRISTIAN MANTZIUS. 183

maniererte Udtale stemmede fortræffeligt med Præstens Salvelse. Saadanne Repliker som: »Der er faa Huse, hvor man lever saa godt og saa kristeligt som her« eller det berømte: »Hvorfor ikke?« hvormed Pastor Jensen besvarer Forpagterens Forslag om at tage en Dram — klang netop saa morsomt, fordi de udtaltes med en Vægt, som formelig gjorde Ordet »godt« fedt.

I saadanne Roller, hvor det kom an paa med Intelligens og Lune at fremhæve en komisk Diktion, der vil man se, at Mantzius fejrede sine største Triumfer. Saaledes var han fortrinlig som Skalholt i Besøget i København. Hans snurrige og tro Dialekt klæbede sammen med den uforstyrrelige Godmodighed og Enfoldighed, der ikke forlod ham i nogen Situation. Hans Svensker og gale Mand i Soldaterløjer spilledes med et ungdommeligt Humør; ved en ganske lille Betoningsforandring opstod den morsomste jargon. Det samme var ogsaa Tilfældet med Grønholt i Mester og Lærling. Atter her gjaldt det for Mantzius at satirisere over den forlorne Dannelse, kun i en fra Lieutenant v. Buddinge forskellig Stil. Han lagde her Hovedvægten paa Diktionen. Den fordærvede københavnske Udtale, der drævede og lukkede Vokalerne og slugte alle Endestavelser, symboliserede Grønholts forlorne Politur.

De store komiske Karakterroller laa ham fjærnt. Han har spillet tre, der ere meget ensartede, skønt de ved første Øjekast synes forskellige, nemlig Sir Peter Teazle i Bagtalelsens Skole, Corfitz i Barselstuen og Arnolph i Fruentimmerskolen — den gamle Mand, der elsker den unge Kvinde. Mantzius fulgte i sin Opfattelse en Tendens, der i vore Dage gør sig gældende paa alle Scener, og som gaar