Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/193

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

184 KRISTIAN MANTZIUS.

ud paa at vække Tilskuernes Sympati med den gamle Elskers Ulykke. Der kan ingen Tvivl være om, at for Molière var Arnolphe en virkelig komisk Skikkelse. Selv om der muligvis laa bitter personlig Erfaring til Grund for Satiren over Oldingen, der tror at kunne bevare sin Elskede mod Fristelser, ønskede han dog, at Tilskuerne hjærteligt skulde le af Arnolphe, der med alle Kort paa Haanden alligevel taber Spillet. Hans Skinsyge bruger endog saa odiøse Midler, at Tilskuerne maa føle Antipati imod ham. Alt dette forhindrer ikke, at Got for Tiden spiller Rollen halvt tragisk, næsten som en Don Silva, der er forelsket i en Donna Sol. Got betoner, hvor hæftig Arnolphes Elskov er og hvorledes han lider under at se sine Følelser uigengældte. Den samme Tendens udviste ogsaa Mantzius' Spil, kun at han i ringere Grad var i Stand til at udtrykke det Erotiske. Derfor lykkedes Sir Peter ham bedst, hvor det fornemligt kom an paa at give det Godmodigt-Værdige, den opfarende Skikkelighed, Bulderbassen ɔ: Mantzius selv som han gik og stod. Sheridan havde allerede borttaget en Del af Originalfigurens lavkomiske Sider, thi Bagtalelsens Skole er jo for en stor Del kun en Bearbejdelse af et af Wycherleys talentfuldeste, men mest uanstændige Stykker: The country wife. Hvad endelig Corfitz angaar, saa kan der næppe være Tvivl om, at Holberg har ønsket ham spillet som en halvfjollet gammel Stakkel, der end ikke kan gøre det berømte Maanedsregnestykke op. Mantzius fremstillede istedenfor en kraftig Gubbe, en Patriark, der har taget sig en ung Medhustru. Som sagt, han fulgte Tidsaanden paa disse Punkter, men samtidigt skød han ogsaa sin egen Skikkelse ind under den nye Opfattelse.