Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/198

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

FRU SØDRING. 189

der spirede paa hendes Jordstykke, jeg kunde af hendes Kunsts huslige Karakter fristes til at sige i hendes Køkkenhave. Sjældent har vel en Kvinde været saa selvkritisk anlagt; aldrig et Fejltrin, i det Højeste et Fejlgreb, som dog snarere skyldtes den herskende Smag i Publikum end Kunstnerindens Misforstaaelse af sine Evners Ejendommelighed — jeg sigter her til hendes Udførelse af Magdelonerollerne hos Holberg, som jeg senere kommer tilbage til.

At Gamle Rosenkildes Datter kunde trække Veksler paa Publikums Gunst, det var naturligt; hun behøvede det imidlertid ikke, som hun i det Hele ingen Hjælp eller Vejledning trængte til. Hun gik straks sin egen Vej paa egen Haand. Faderen syntes da ogsaa den sidste, der kunde lære hende noget. Som den yngre Dumas plejede at sige om sin Fader: det er et Barn, jeg har faaet, da jeg var ganske lille, saaledes kunde Fru Sødring uden Overdrivelse paastaa, at hun var langt ældre i sin Kunst end den gamle Humorist. Rosenkilde forblev hele sit Liv igennem et Barn: et elskværdigt hjærtensgodt Barn, naar han spillede Corfitz eller Trop; en taabelig gabflabet Dreng, naar han spillede Piberen eller Hans Mortensen. Naiveteten, det Ubevidst-Komiske, der paa Theatret aabenbarede sig i Kapricen og Improvisationen, og i hans Prosa snart gav sig Luft i et guddommeligt Indfald, snart endte ude i Barnevrøvlet, vare hans Kunsts fornemste Kendetegn. Derfor var der over ham denne uvisnelige Friskhed og det sprudlende Liv, som gjorde ham og Tilskuerne lige kaade og fornøjede; men Enhver, der har set Fru Sødring, véd, at det ingenlunde er