190 FRU SØDRING.
Ord som Naivetet eller Ungdomsfriskhed, der passe paa hendes markerte Talent.
Tvertimod, ligesaa flydende og bølgende og impromtumæssigt som Faderens Spil var, ligesaa sikkert, linjestrængt og gennemtænkt gestaltede Datterens sig. Hist brogede Farveskitser, her nøjagtig Radering; hist var Holdningsløsheden Faren, her det Pretentiøse. Faderen kunde boltre sig, hvordan han vilde paa Scenen, tillade sig enhver Grimace og Gebærde, Datteren hverken kunde eller vilde dette; Rosenkilde tog sig det ikke nær, om han igennem en brillant Mimik strøjfede helt ind paa det Pantomimiske, Fru Sødring trak sig sky tilbage for alt, hvad der lignede ydre Karikering. Det er jo i det Hele en sjælden Egenskab hos Kvinden, at have Sans for det Burleske. Men Fru Sødring gik som sagt sin egen Vej; da hun lige straks havde opgivet enhver Fordring paa at bestikke Tilskuernes Øje, kastede hun sig med al sin Kraft over den anden Side af Skuespilkunsten, over Repliken: hendes Roller krævede intet sympatetisk velklingende Organ; altsaa lagde hun Hovedvægten paa indtrængende Tydelighed, der tvang Publikums Opmærksomhed bestemt derhen, hvor hun vilde. Hun vilde illudere Øret, ikke Øjet.
Saa uddannede hun sig da fra første Færd af en særegen Talevirtuositet. Hun bar sig ikke ad som Broderen Adolf Rosenkilde, der morer sig med at vride Ordlegemerne til lattervækkende Monstra, ikke som Phister, der underlagde hver Rolle en hel forskellig Stemme, og saa lod Ordene danse som hvirvlende Dukker paa den stærkt farvede Baggrund — nej, hun forandrede saalidt sin Stemme, som hun udnyttede det enkelte Ords Klangfarve
