Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/200

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

FRU SØDRING. 191

og den symbolsk malende Akcent. Hun brugte hele Sætningen som logisk Bygning til dramatisk Virkemiddel. Enhver, der hørte opmærksomt efter, vil have mærket, hvorledes, naar Fru Sødring havde sagt en af hine smaa Repliker, der udgjorde hendes Styrke, Ens Øre modtog en vis Klang af den samlede Sætning, der svarede til dennes rent logiske Betydning, og at det var denne Talens Rytme, der paa engang henvendte sig til Hoved og Hjærte eller rettere gennem Forstanden til Hjærtet. De unge Kvinder, de ere skønne og indtagende netop ved deres Ulogiskhed, de gamle Koner, de maa være fornuftige, selv i deres Bornerthed. Fru Sødring, der ikke vilde ses paa og beundres, vilde fremfor alt høres og forstaas. For at opnaa den beundringsværdige Klarhed i Repliken, der gjorde den saa skarp og rammende, lod hun i Sætningen, Tankens Dragt, Akcentuationen snart være som det fineste Broderi, snart som dybe grove Sting. Det gjaldt om ikke at spilde et eneste Ord, hvis Betoning kunde knytte Tilhørernes Tanke til hendes. Hvor rig var ikke denne Modulation! Man tænke paa Kobbersmedemadamens slæbende Jargon med alle Æ-lydene, paa Madam Rusts fordærvede københavnske Afsnubben af Slutningskonsonanterne, og man springe saa i Tanken fra dennes skingrende Møjet godt over til Madam Georges rørende, graadblandede Mæle. Kamp og Sejr tarvelige, meget konventionelle Prosa blev igennem Musiken i hendes Stemme, der afvekslende aandede Glæde og Stolthed over Sønnen, Ydmyghed i Kærligheden til ham og Resignation for hans Skyld, til en sand Hymne over Moderkærligheden, jeg ikke véd at sammenligne med andet end Hartmanns skønne Melodi i Moderens Sang i Liden Kirsten. En eneste Gang