FRU SØDRING. 193
her ingen Ilfærdighed i Fingerspillet, men kun en enkelt Knytning af den flade Haand. Overalt et jævnt, naturligt Udtryk.
Naar jeg har sagt, at der var noget Ifflandsk ved hendes Kunst, saa mener jeg kun dermed, at hun i sine Produktioner holdt sig til hvad Hverdagslivet frembød. Hendes Spil beroede helt igennem paa en Række med stor Flid sammenholdte Iagttagelser over hendes Omgivelser, hvilke hun daglig anstillede omtrent paa samme Maade som en Naturforsker, der særlig beskæftiger sig med en enkelt Klasse Dyr, Dag for Dag indsamler en Række Enkeltresultater til Sammenarbejden. Meget betegnende er det derfor, at Faderen opdagede hendes store Begavelse ved den Maade, hvorpaa hun en Dag, hjemkommen fra et Besøg hos nogle gamle Damer, fortalte om disses Samtale, gengav deres Maner og nøje efterlignede deres Talesæt. Den præcise Komik, den skarpe Iagttagelsessans hos den unge Pige slog den Gamle og gjorde ham betænksom, og det var nogen Tid efter dette lille Optrin, at han til Held for dansk Skuespilkunst en Formiddag stak Madam Burmans Rolle ind ad den halvaabnede Dør til Datteren med de faa, fyndige Ord: »Lær den!«
Hun debuterede heri, som Jazintha i Sorte Domino og som Madam Rust i Sparekassen — Roller, som ogsaa en senere Generation har set og beundret. Hun markerede herved straks sit Omraade: den latterlige Pebermø, den brave noget bornerte Husmoder af den velhavende Middelstand og den simple lidt ubehagelige Hovedstadsmadame fra Kælderen, disse udgøre de tre Hjørnestene i hendes kunstneriske Bygning. En fjerde Skikkelse er hendes
13
