FRU SØDRING. 197
sammensmelter Standsejendommelighederne og de individuelle Træk til et lyslevende Menneske; det var først og fremmest en Magdelone. Fru Sødring tilhørte for meget sin Tid og havde for lidt Fantasi til ret at leve sig ind i Holbergs Tidsalder; da hun ikke havde set saadanne Mennesker, kunde hun heller ikke reproducere dem.
Der var desuden Stueluft i hendes Talent. Det viste sig slaaende, uhyggeligt slaaende, da hun optraadte som Ammen i Romeo og Julie. Skulde man ikke tro, at denne Opgave maatte være en sand Lykke for en komisk Skuespillerinde! Der er en ustanselig Strøm af Latterlighed udbredt over dette gamle sladdervorne Fruentimmer, der som altid hos Shakspeare paa engang er en Type og dog tillige en enkelt og sluttet Individualitet. Hvad enten hun sejler frem med Peter paa Slæbetov eller fremvrøvler hin berømmelige Historie om Julies næsegruse Fald, Læseren ser hende for sig i hele hendes velgørende Raahed. Men Fru Sødring havde aldrig studeret slig kraftig Natur ude i det virkelige Liv og følte sig ilde tilmode over disse brede Penselstrøg, da hun selv kun satte Pris paa smaa Vermehrenske hyggelige eller nøjagtige Virkelighedsbilleder.
Kun i det danske Husliv eller i det ideale Hjem (le village af Feuillet) følte hun sig helt tilpas. Der kendte hun hver Fuge og Fold i Tanken og Følelsen. Og fordi hun var den hjemligste af alle vore Skuespillere, blev hun ogsaa elsket som Faa. Naar vort Hovedstadspublikum saa' hende, var det som man havde hele Hjemmet, Fader, Moder og alle Rollingerne med i Theatret. Man kom til at tænke paa den snurrende Temaskine, naar hun talte
