198 FRU SØDRING.
dæmpet og mildt. Hele den dagligdags Pludder, den mest filistrøse Kaffesnakkerads kunde hun fremstille i en sympatetisk Form, selv om den var ganske sanddru efterlignet. Naar hun i Besøget i København udførte den simple, lidet poetiske Idræt at aftørre det ved Aftenselskabet benyttede Porcellæn og Sølvtøj rigtig omhyggeligt og pakke det ned paa det Varsomste og Behændigste, var der ikke en Husmoder, som ikke kendte Situationen og havde Sympati med den geskæftige Huslighed, og naar hun dækkede Bord og lagde for i De Fattiges Dyrehave, var hele Skovturens Poesi udbredt over den hvide Dug med den uundgaaelige Kalvesteg. Det var mer end at se sine egne Vindver. Det var at se sin egen trivielle Gerning idealiseret som et Sindbillede paa Hjemmet og Husligheden. Man var forbavset over at Sligt kunde bringes paa en Scene og blive morsomt og kønt, men maatte indrømme Præstationens fotografiske Nøjagtighed, som man fuldkommen kunde bedømme. I saadanne Roller talte og handlede Fru Sødring Tilskuerne lige til Hjærtet.
Idet hun saaledes halvt forskønnede, halvt satiriserede over Hverdagslivets Figurer og Begivenheder, undtog hun som sagt ganske fra sin Satire Husmoderen i den fornemme Middelstand. Den Sørensenske Madamme, Udannethedens Repræsentant, tugtede hun med Svøber, men Fruen kærtegnede hun; for Halvdannethedens Komik havde hun intet Blik, hun havde knap engang kunnet spille den kostelige Fru Varbjerg i En Spurv i Tranedans. Hendes Personlighed havde udelukket hende fra at fremstille det Erotiske; hendes hele Naturel havde afspærret hende fra Lidenskabens Omraade; selv for Maüoneværdigheden og
