Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/211

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

202 VILHELM WIEHE.

Ingen kunde tvivle paa, at Beklagelsen over den højt ansete Kunstners Bortgang var fuldt berettiget, men det forekommer mig, den burde begrundes anderledes. Jeg tror, at det Tab, det kongelige Theater led, beroede derpaa, at Steensgaards og Tjældes Fortolker ikke mere kunde kaldes til at give det nye Dramas nye Roller scenisk Liv, ikke derpaa, at Axels og Hakons Fremstiller ikke længer skulde udslynge det tragiske Vers. Kort sagt, at Jamben mistede meget i Wiehe, det fik endda være, men det var netop Prosaen, som særlig trængte til hans Kunst, hans Stemmes Poesi og hans enestaaende Avtoritet.

Væsenligt faldt Wiehes Repertoire i tre Grupper. Der var, for at begynde med det Uinteressanteste, først en Række almindelige Elskerroller i romantiske Dramaer og franske Komedier (sværmeriske Fyrster, ædle Ingeniører, bagtalte Statsmænd), dernæst en Gruppe tragiske Helteroller og endelig en Del moderne Karakterfremstillinger, desværre ikke synderlig mange i Antal. I de førstnævnte Roller var der kun lidt at spille, og der er heller ikke meget at sige om dem. Der fortælles i Almindelighed, at Kunstneren selv har sat størst Pris paa sin Udførelse af Helterollerne, og hvis Talmajestæten skal gælde i slige Sager, saa havde Wiehe al Grund hertil, thi den almindelige Kritik og det store Flertal af Publikum ydede ham størst Bifald og Beundring, naar han var i Panser og Plade. Men et lille Mindretal, hvortil jeg slutter mig, holdt derimod for, at han vel altid præsterede noget Dygtigt, undertiden endog noget Udmærket i Helterollerne, men at disse dog ikke indeholdt det sandeste og smukkeste Udtryk for Wiehes Natur og store sceniske Evner. Dette maa søges i den