VILHELM WIEHE. 203
tredje Rollegruppe, de moderne Karakterfremstillinger. Jeg maa straks udtale, at jeg ikke er i Stand til at begrunde denne Anskuelse ad psykologisk Vej; jeg har ingen Lejlighed havt til at skaffe mig større Kundskab om Wiehes Livsførelse, end hvad Enhver kan vide. Men han aabenbarede i disse Roller netop den Natursandhed og den Sjælsdybde, som det skortede paa hos Helteskikkelserne, og da en Skuespiller saa lidt som nogen anden Kunstner i det Store og Hele formaar at give andet end sig selv, saa tør man vel slutte tilbage fra Rollen til Fremstilleren og paastaa, at der fandtes en sjælelig Overensstemmelse imellem dem. Der var indre Strænge, Wiehe kunde anslaa for efter dem at stemme den Tone, i hvilken Digterens Ord skulde udtales. Derfor lød hans Tale saa, sand og smuk i De Nygifte. Og der var Lidenskaber, han havde prøvet, og Livserfaringer, han kunde udnytte, ellers havde Tjældes Fortvivlelse ikke været saa gribende og Steensgaards Patos ikke saa ubarmhjærtig ætsende og revsende. Idet Skuespilleren saaledes maa »spille sig selv«, er det et oprivende Liv, han fører. Han søger da let en Lindring i Deklamationens følelsestomme Ordpragt, som det ikke koster Erfaring at lære, ikke Hjærteblod at udtale, og som Publikum mange Gange tiljubler større Bifald, end det alvorlige Karakter-Spil.
I.
Den første September 1863 optraadte Wiehe paa det kongelige Theater, som han havde vendt Ryggen under det Heibergske Regimente i Aaret 1851, fordi han følte sig
