204 VILHELM WIEHE.
tilsidesat, og hans Virkelyst ikke tilfredsstilledes ved de faa Roller, han fik. Gaadefuld synes i det Hele den barokke Sløvhed og spidsborgerlige Ideforladthed, der karakteriserer Heibergs Bestyrelse, hvis Traditioner dog i lang Tid benyttedes som et fuldgyldigt Afladsbrev for alle senere Theaterchefers Synder. Man ræsonnerede saaledes, at kunde den store Digter og kritiske Avtoritet ikke udrette mere, maatte man være uendelig nøjsom overfor Efterfølgernes ringere Begavelser. Skønt det til Heibergs Undskyldning kunde anføres, at Wiehes Rollefag den Gang besad dygtige Repræsentanter, saa burde dog Klogskab og sand Kunstøkonomi have paabudt ham ikke at lade et Talent som Wiehes udsættes for Provinstheatrenes Vanrøgt. Han havde da i 8 Aar tilhørt den københavnske Scene og gjort Lykke i ungdommelige Roller; efter Overskous Sigende var han endog »herlig« i den sidste Rolle, han spillede, nemlig Henri d'Albret i Dronning Marguerites Noveller. Men han maa den Gang i alt Fald have været, hvad han paa en vis Maade blev hele sit Liv, et Skuespilleremne i eminent Forstand! Hans indtagende Udvortes og velklingende Organ, hans Utvungenhed, hans Evne til at fylde Scenen og skaffe Figuren Plads og Luft — selve Kærnepunktet i dramatisk Begavelse — alt dette havde det vel været Umagen værd at kæle for og opdrage til bestemte Formaal, i Stedet for at kaste ham ud i den aandsfortærende Theatertjeneste i alle Slags Roller ved illiterære Scener. Og langt senere synes endnu Ordet Skuespilleremne at passe paa Wiehe, fordi der altid fandtes Kræfter hos ham, der ikke fandt Anvendelse, og omvendt, fordi der undertiden lagdes Beslag paa hans Talent rent forsøgsvis — jeg tænker f. Eks. paa
