208 VILHELM WIEHE.
at frygte, at hans Stemme i det uhyre Rum ikke skulde naa længer end til Parkettets første Bænke. »Han har lært den Kunst at drage Aande i rette Tid, at adskille de Stavelser, det kommer an paa, at fremhæve de Ord, som betegne Sætningens Mening«. Det er Følgen af, at han har gaaet Konservatoriets Skole igennem, tilføjer Sarcey. Sagen er simpelthen den: den ene deklamerer, den anden taler.
Vilhelm Wiehe har altid holdt den akademiske Versfremsigelse højt i Ære, og han støttede sig til en Kunstanskuelse, der af mange anses for den eneste berettigede. Vil man stille sig paa den ældre Skoles Standpunkt, saa maa man straks erkende, at Wiehe inden for denne præsterede noget absolut Fortrinligt. Hans Deklamation af Axels Svanesang ligesom af Digtet i Væringerne, der begynder »Da Herkules paa Vejen stod«, naaede saa højt som det er muligt i denne Genre. Der gives heller ingen Scene i Verden, som ikke til Dels hylder den Kunstskole, til hvilken Wiehe bekendte sig, og paa hvilken han jo vilde anses for en udmærket Repræsentant for denne.
Fremstillingen i Axel og Valborg blev desuden saa typisk, ved at Michael Wiehe samme Aften optraadte som Sortebroder Knud. Ligesom denne udgør den mørke Skygge i dette Stykke, der ligner et gammelt Kirkebillede, malet paa Guldgrund, saaledes lød hans Tale som sylspids Logik overfor den øvrige fantastiske Deklamation. Atter i det næste Oehlenschlägerske Stykke, der blev opført, stredes de tvende Brødre om Prisen, det var kuriøst nok: Erik og Abel. Æstetisk taget blev det Erik, der dræbte Abel. Michael Wiehe spillede den ulykkelige Konge med en sand Helgenglorie om Hovedet, Vilhelm Wiehe, hvis Kunst netop evner
