VILHELM WIEHE. 209
det Aabne og Lyse, havde derimod al Umage med at fremstille den mørke, tillukkede Kong Abel. Beundringsværdigt blev derfor hans Spil kun i sidste Akt, hvor Abel helt giver sig hen i Følelsen; fra det Øjeblik hans forpinte Bryst havde faaet Luft i det udpressede Smærtensskrig: »Man lærer meget, naar man bliver ældre, Bisp!« spillede han Slutningsscenen i en ustanselig Hulken, der tog Vejret fra Tilskuerne. Man maa være saa meget Mand af Skikkelse og Indre som Wiehe for paa Scenen at vove en Graad og en Klagen som et Barns.
I den næste Oehlenschlägerske Rolle, som Olaf Trygvason, tog han endelig en glimrende Revanche. Alle hans Evner kom ham til Gode i denne Skikkelse, der har langt mere af en Engel end af et Menneske. Desuden havde han det Held, at han til Partner som Hladejarlen havde Holst, der var tør som Pergament og i sin prægtige Rustning buldrede løs som en tom Tønde. Da fyldte Wiehe anderledes sin. Han havde maskeret sig lys med gult Hovedhaar og Skæg og kunde i Øjeblikke se helt forklaret ud. Han syntes da, netop som tænkt af Digteren, en Lysets Aand, en Erkeengel, hvis Korssværd kristnede i Blod. Denne skønne Skikkelses Tale kunde ikke lyde som almindelige Dødeliges, den turde kun klinge som en brusende Syngen i Harpetoner. Wiehe opnaaede her ved sin Deklamation en lignende Virkning som den, paa hvilken den berømte Skuespillerinde Sarah Bernhardts bedaarende Kunst beror. Hendes Tale er en Elegi, ren som Sfærernes Musik, Wiehes Recitation var netop den rette Blanding af Epos og Psalme. Ingen Tilskuer, der har set ham i denne Rolle, vil kunne
14
