210 VILHELM WIEHE.
glemme den vidunderlige Betoning, hvormed han farvede Olafs Repliker i Samtalen med Thorer Klake:
Olaf.
Ha, Thorer! Du har gjort min Sjæl urolig!
Thorer.
Hvad nye Tanker vækkes i din Sjæl?
Olaf.
Hvad nye Tanker! Ingen nye Tanker
Kun kære gamle Tanker, Ungdoms Drøm
og Manddoms Forsæt.
Wiehe saa stift ud for sig med store Øjne, som om hans Aand fortabte sig langt borte i Fantasiens Lande, og det bløde, dragende Foredrag anskueliggjorde, hvorledes en hel Verden af ridderlige Ungdomsdrømme pludselig dukkede op i den stærke Kæmpesjæl, tog ny Magt, ængstede ham og fortryllede ham. Jeg har aldrig set Erindringens, »det Ubevidstes« Sjælsherredømme udtrykt saa friskt og skønt.
Nogle Aar efter overtog saa Wiehe Hakons Rolle, paa hvilken han anvendte den største Flid, og paa hvis Udførelse han selv satte saa megen Pris, at han netop ønskede ved sin Afskedsforestilling at lade den blive i Publikums Erindring. Men den, der magter Olafs Aabenhed, evner ikke Hakons skjulte Væsen. Man saa' i Wiehes Fremstilling vel Helten, til Nød Afgudsdyrkeren, da han med blodige Hænder traadte frem fra Erlings Drab, men hvor blev Statsmanden, Despoten, Vellystningen af? Skyggesiderne manglede i dette Spil. Hvad der desuden virkede saa stødende, var at Wiehe stadigt befandt sig paa Kothurnen. Hans tragiske Alvor kunde undertiden næsten blive parodisk. Hvor Hakon udbryder i Lovtaler over Gudruns Skønhed,
