Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

13

MICHAEL WIEHE.

hvor Wiehe var sysselsat med Rolleindstudering, og da var det strængt forbudt at forstyrre ham, banker en Veninde af Huset paa hans Dør. Wiehe, der var midt i Erik Glippings Rolle i Marsk Stig, lukker op paa Klem og Damen beder om blot et Par Minuters Samtale. »Men tør De ogsaa vove at komme ind, Frøken«, sagde Wiehe til Damen, der blev staaende forbavset, »jeg gaar just og øver mig paa det Blik ingen Kvinde kan modstaa«. Det er halvt beskedent sagt, fordi Wiehe følte det Komiske i til Dagligdags at være den absolut Uimodstaaelige, og halvt godmodigt koket.

Følelsen af at hans Geni anerkendtes, havde efterhaanden givet ham en Sikkerhed paa Scenen, som let lod sig omforme til den Indolence, Bonvivantrollerne fordrede. Han legede ikke med disse, han behandlede dem ligesaa omhyggeligt som de alvorligste Opgaver, og udførte dem, uagtet han af Naturen var intet mindre end en Bonvivant, med Lune og Overlegenhed. Men undertiden sprængte han næsten Rollen ved sin Alvorlighed; jeg husker saaledes Wiehes mørke og harmfulde Mine og den hastige, nervøse Maade hvorpaa han tilknappede sin Frakke, da Fru Møller tilstaar at Otto kan blive farlig for hendes Ro; man troede, at Ægtemanden i det Mindste vilde søge Elskeren til Duel, istedetfor vil han i Stykket søge et Embede til ham. Til Gengæld kom der aldrig et falskt Ord over hans Læber. Den slette Literatur, Duftvaudevillens Vammelhed og den Scribeske Rutine, saavelsom den støjende Theaterbeundring, Damernes Forliebelser og den personlige, smigrende Hyldest i det selskabelige Liv, hele dette Uvejr gik over hans Hoved uden at røre ham. Som en ung Skønhed, der er fuldkommen sikker paa sin Ynde og netop derfor altfor stolt til