VILHELM WIEHE. 211
foreholder Thorer ham, at de have Ting af større Vigtighed at forhandle. Hakon svarer:
Fastfrosne Istap! Ulmer ingen Glød
Af Elskovs Lue længer i dit Hjærte,
Ha, føl da mit! Det slaar med Ungdoms Slag.
Wiehe gik et Skridt tilbage og udtordnede disse Ord som en alvorlig Bebrejdelse mod Thorer, med en Mine af fornærmet Stolthed og krænket Dyd, der passede ilde til Situationen, uagtet han her burde have været overlegen, en Smule forbavset over den Andens Ligegyldighed, og kaad og varm i sin Bevægelse. Selv de simpleste Ord bleve heroiske i Wiehes Mund. Ingen Mand er jo Helt for sin Kammertjener, og det er ganske urimeligt, at Hakon bevarer sin hele jarlelige Værdighed i sidste Scene med Karker, hvor han kun er en Ruin af sig selv. Men selv en saa vranten og triviel Befaling som den: »Hold Mund og spis!« blev udtalt med en Vægt, som var det en kommanderende Generals Opraab til sin Hær.
Det er imidlertid ingen Nytte til at optrevle en Række Enkeltindvendinger; det Afgørende er, at Wiehe spillede mere traditionelt i denne Rolle end i nogen anden. Det var et Fejlgreb at give ham Hertug Skule — thi med den sygelige Tvivl havde hans Natur ingen Berøringspunkter — eller for at hente et Eksempel fra en anden Sfære, det var urigtigt at tildele ham Kejser Carl i Dronning Marguerites Noveller — thi hans Kunst besad intet Udtryk for den diplomatiske Kulde — men saadanne Roller forhindre ved deres prosaiske Diktion, at Fremstilleren falder hen i ligefrem Deklamation. Det tillader, ja tilskynder derimod det Oehlenschlägerske Vers. Hakon er imidlertid en af de faa
14*
