214 VILHELM WIEHE.
daarskaber, har spillet, sviret og gjort Gæld, har aldrig kunnet sige Nej til en Fristelse, men Hjærtet er ikke forhærdet, han er endnu blød og god. For Wiehe passede Rollen, som den var støbt efter ham. Og dog var han maaske endnu ypperligere i En Skavank, fordi Figuren havde et mere dansk Præg. Hasle er sunket dybere end Charles, han er mindre roué og mere »Rod« men paa Bunden lige saa ufordærvet og brav. Der var en saadan Poesi over Wiehes Skikkelse og en saadan rørende Magt i hans Stemme, at det føltes naturligt, at en ung Kvinde kunde have Lyst til at være hans frelsende Engel. I begge Roller udtrykte Wiehes Spil netop det Usammenhængende og Bløde, som Karakterens Svagheder fordrede, men ogsaa den Mandighed, der skulde vække Sympati.
Naturligvis spillede han ogsaa de tvende ensartede Roller: Møller i Embedsiver og Ægtemanden i Ude og Hjemme. Den første er lutter Blødhed og Dovenskab forbunden med en stor Elskværdighed — Michael Wiehe satte paa egen Haand en overlegen Intelligens til. Wiehe var her morsom. Han var som Skuespiller just ikke vittig, men havde Lune og et godt Humør. I Ude og Hjemme var hans Forstillelse i første Akt maaske lidt grovkornet, men Champagnelystigheden i anden Akt klædte ham godt. Mindre hjemme var han i de rene Konversationsstykker. Saaledes besad hans Chavigny i En Kaprice ikke den rette aristokratiske Holdning. Han bevægede sig lidt usikkert i Mussets betæppede Boudoir. Omvendt var han fortrinlig i det lille Stykke En højbaaren Gæst, som den simple Rytter, der ansés for Kongen, og hvis elskværdige, men lidt plumpe Bravhed tilsidst vinder den højfornemme Dames Hjærte.
