Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/228

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

VILHELM WIEHE. 219

da han ønskede hans Hjælp hos Madam Rundholmen. Beundringsværdigt var da det bævrende Smil om hans Læber, den hele usikre Famlen ved Personen. Maaske Tilskuerne vilde have følt alt for stor Modbydelighed for Steensgaard, der i Stykkets Løb sætter al Retskaffenhed til, hvis Wiehe ikke havde frelst Rodhuggeren ved en vis ydre Elskværdighed. Han gav denne Slyngel noget af et Barns Egenskaber. Hans Steensgaard løj og pralede som et Barn, næsten uden at vide det, han kendte slet ikke Forskel paa Godt og Ondt, men gik blind igennem Alt, lige bus paa sit Maal. Wiehe serverede det danske Publikum Karakteren saa »raa«, som Digteren netop havde forlangt.

Saaledes var det da de norske Forfattere, der ydede Wiehe hans smukkeste Opgaver. I den danske Poesi synes jo den dramatiske Gren visnet, de dygtigste af de yngre Digtere drages alle Vegne hen undtagen mod Scenen. Det var højst uheldigt for Wiehe, som netop trængte til den Spore, der ligger i den friske, Ens egen Tid tilhørende Karakter. Hans Evner, der maaske vare rigere end nogen af hans Samtidiges ved vor Scene, have ikke faaet deres fulde Anvendelse. Man brugte ham til at gøre den gamle Saga om igen og kun sjældent til at skabe den ny.

Hans Virksomhed gik parallelt med vor nuværende Skuespilkunsts Udvikling. Der findes ved vort Theater en behagelig Routine, som tillader det at holde et staaende Repertoire af alskens gamle Komedier og Vaudeviller. Men Tragedien er i Forfald, de store Karakterroller mangle Fremstillere. Imidlertid begynder det moderne Drama at vinde Fodfæste; for hvert nyt Digterværk, der opføres, rykker En af de Spillende ind i den moderne Kunsts Lejr: