222 FRU HENNINGS.
er mere blændende end sympatetisk. Den slanke Skikkelse bærer med Ynde den nuværende snævre Damedragt. Kunstnerindens lidt kolde Smil har et saadant Udtryk, som Selskabslivet forlanger: forekommende og éns mod alle, og hendes sikre og harmoniske Bevægelser, der aldrig ganske have tabt Balletdanserindens pretentiøse Sirlighed og derfor vilde være for elegante til at fremstille Husmoderen, svare nøje til Idealet af den københavnske Verdensdame.
Frøken Dehn er den nordiske Jomfru: alvorlig, inderlig, trofast. Hun repræsenterer dem, der vente, som Valborg paa sin Axel, som Synnøve paa Per Gynt. Enhver føler, at en Kvinde af denne Art ikke bærer moderne Dragt men nøjes med en Paaklædning, som i København benævnes grundtvigiansk. Frøken Dehn fremstiller den Kvindetypus, der i hele vor Literatur vandrer om som den alvorlige unge Pige, og af hvilken den nye Poesi vil skabe den emanciperede Kvinde, der fordrer at arbejde som Mandens Fælle. Frøken Dehn, som burde have spillet Oehlenschlägers Valborg, tilfaldt det med Rette at udføre den nye Valborg i Falliten, der sidder saalænge paa Kontoret med Ryggen til Sannæs, indtil de beslutte sig til sammen at indføre deres Kærlighed i den store Hovedbog.
Fru Hennings er den ganske unge Kvinde, som næsten endnu er Barn, ukendt med Livet, ubesmittet af dets Sorger og Smuds. Denne Ingénue er uskyldig i en Udstrækning, som intet Pigebarn over tolv Aar nogensinde i Virkeligheden er, og saa absolut fejlfri, at Hertz i En eneste Fejl maa tillyve hende en saa mikroskopisk Synd som den, at lave Vers, for at hun dog nogenledes skal synes at tilhøre
