FRU HENNINGS. 223
Jorden. Fru Hennings maatte sige disse forbavsende Vers, som Digteren har lagt Petrine i Munden:
Da jeg blev ældre, hørte jeg igen
I Kirken tale højt mod Fejl og Laster,
Hvoraf vi Mennesker blev revet hen.
»Hvor er da mine?« spurgte jeg min Faster,
Men hun — hun lo mig ud og slog det hen.
— Oprigtigt talt: Fejl, tror jeg, har jeg ikke.
Naar hun selv siger det, saa er man nødt til at tro hende. Det vilde være urimeligt, om nogen kunde modstaa saamegen Uskyld, og den danske Ingénue er derfor fuldt saa hjærtevindende som sine Kunstsøstre.
Den Kvindeskikkelse, Publikum har yndet og Digterne idealiseret, har Fru Hennings virkeliggjort. Det er interessant at følge den Udvikling, hendes Theatervirksomhed har taget. Fra Balletdanserinden til Nora er Springet ikke lille. Denne sidste Rolle vil være grænsesættende, enten maa den blive Udgangspunktet for en ny Fase i Fru Hennings Kunst, eller ogsaa afstikker den Maalet for hendes Talents Rækkevidde. Det gælder nu, om Kunstnerinden vil drage videre frem mod den store Kunst eller lade sig nøje med den idylliske Genre, i hvilken hun bevæger sig med sikker Teknik, vis paa Publikums Beundring.
I.
Et Aar efter at Juliette Price havde trukket sig tilbage fra Scenen, indtog Fru Hennings den ledigblevne Plads som første Danserinde. Hun var i meget sin Forgængerinde lig. Uden just at besidde samme tekniske Fuldkommenhed, genkaldte hun Frøken Prices Tækkelighed og Ynde. Hun tog
