FRU HENNINGS. 227
Oplæsningen saaledes, at den kun afspejlede Agnes' egne Stemninger og hendes forgæves Forsøg paa at forstaa Molières Filippika mod Galanteriet. Dertil kom, at man virkelig illuderedes ved Oplæsningen og maatte tro, at den unge Pige paa Scenen møjsommeligt stavede sig igennem Versene, uøvet som hun skulde være med at foredrage sligt; at Fru Hennings kunde dem udenad paa sine Fingre efter en hundredgange gentagen Indstudering, glemte man ved dette velberegnede Foredrag. Det er en stor Ære for Fru Hennings, at den Skuespillerinde, der for Tiden udfører Agnes' Rolle ved Théâtre-Français, nemlig Mademoiselle Reichemberg, ingenlunde kan maale sig med hende i Kunstfærdighed ved denne Oplæsning, som i Paris slet ingen Karakter har. Iøvrigt holdes Rollen i en ganske anden Stil. Der er noget Kælent og katteagtigt Glat i den Maade, paa hvilken den franske Kunstnerinde tager Rollen, og dette gjorde Arnolphe's Frygt for, at hans Plejebarn skulde glide ham ud af Hænderne, yderst forstaaelig.
Det var vel i det Hele næppe den Agnes, Molière har tænkt, som Fru Hennings fremstillede. Vi saa' en artig lille Pige, et blidt og ærligt Barn, som opvakte vor dybeste Medlidenhed, naar hun angst undveg Arnolphes grove Haand. I dette jævne danske Spil manglede Flammen: Agnes' vulkanske Natur kom ikke frem. Vi kunde ikke tro om denne Agnes, at Elskoven var hendes Mester og Lærer. Da Arnolphe ydmyger sig for hende med brændende Erklæringer, da han fortvivlet spørger om han skal bevise hende sin Kærlighed ved at græde, slaa sig, udrive sit Haar, ja dræbe sig, da svarer den forelskede Pige disse henrivende Ord:
15*
