230 FRU HENNINGS.
ung Bondepige, opvokset paa sin Faders Forpagtergaard, fjærnt fra al Dannelse og Kultur, hos hvem alle ædle Følelser, med Undtagelse af en halv ubevidst Sympati med Naturen, endnu slumre, og hvis Vilje og Forstand ere saa lidt udviklede, at hun efter igennem en gammel Hofmand og en sladderagtig Duenna at have modtaget en Smule ydre Politur, med automatagtig Lydighed giver sit Minde til at ægte sin gamle Beskytter. Hun holder meget af Syltetøj, mindre af Medicin og mest af at klatre i Træer; hun begriber ikke, hvad en Forskel i Alder mellem Ægtefolk kan betyde, ja hun aner end ikke dunkelt, at der gives noget i Verden som lyder Navnet Kærlighed — før Prins Julian viser sig og Fortryllelsen er hævet. Dette himmelblaa Uskyldsklædebon passede Fru Hennings fortræffeligt. Det maa siges til hendes Ære, at hun forstod at give denne luftige Fantasiskabning troværdigt Kød og Blod. Kun hvor det gjaldt det for Bondepigen Karakteristiske, slog hendes Talent ikke til. Ingen kunde tro, at denne yndefulde Skikkelse nogensinde havde vogtet Geder og malket Køer. Man saa' det troskyldige og belevne Barn, ikke den vilde Natur, der ved kunstige Midler var bleven tæmmet.
Jeg kan i denne Sammenhæng nævne en af Fru Hennings sidste Roller i Gnisten af Pailleron, hvor hun spiller Toinon, et fattigt Bondebarn, som er blevet opdraget af en fornem Dame. Det gjaldt atter her at vise noget Usammenhængende mellem Natur og Opdragelse. Thi Toinon er ikke bleven nogen Dame. Hendes knoppende Yndigheder friste rigtignok Stykkets Elsker, den elegante Baron og Kaptajn Raoul, hun lokker ham derude paa Landet som den friske Frugt, men det er dog kun par dépit, at han
