FRU HENNINGS. 231
frier til hende, alene fordi hendes smukke Plejemoder forsmaar hans Kærlighed. Han kan i Virkeligheden ikke gifte sig med en Toinon, der ikke hører til Selskabet.
Fru Hennings Ydre staar i skær Modsætning til, hvad Rollen fordrer. Toinon er fyldig, rødmusset og uelegant, Fru Hennings er spinkel, hovedstadsbleg og sirlig. Den franske Skuespillerinde Jeanne Samary, der udfører Rollen i Paris, er ligesaa svulmende og yppig, som den danske er net og graciøs. Netop fordi Fru Hennings føler, at hendes Udvortes ikke kan illudere Tilskuerne, søger hun ligesom at narre dem ved snarere at fremstille Toinon som en Skolepige fra Hovedstaden, end som et Landsbybarn. Hun kommer herved i saa haj Grad til at bestræbe sig for at være naiv, at man efter det gamle Ord mærker Hensigten og forstemmes, og hun er derfor ikke ret i Stand til at betone Kulminationspunktet i Rollen, da »Gnisten« bryder frem. Ved Gnisten forstaas naturligvis den Omglødning af en Kvindes Væsen, som Kærligheden bevirker.
Jeg nævner disse Roller, hvor Fru Hennings Spil ikke helt har gjort Fyldest, ikke for at nedsætte den begavede Kunstnerinde, men for des sikrere at tegne hendes Kunstnerportræt. Det er desuden en Ulykke ved al dramaturgisk Kritik, at det er ulige lettere at pege paa enkelte Mangler ved en Fremstilling, end at give et blot nogenlunde ligt Billede af en scenisk Præstation. Det er mig saaledes umuligt nøjagtigt at betegne, hvorfor Fru Hennings i en ganske tom Rolle i De hvide Roser spillede saa fortrinligt, at jeg vilde vove Ordet genialt derom. Hun havde en Maade at gaa paa, bevæge sig paa, tale og le, som paa én Gang mindede om tyve unge danske Piger og dog var
