232 FRU HENNINGS.
mærkelig individuel. Hun gjorde her et Forsøg, som, gentaget, muligvis kunde have affødt et helt Galleri af Kvindeportræter, hvis blot Digterne havde hjulpet hende noget mere og ikke altid præsenteret hende den samme fade Skikkelse til Levendegørelse.
Fru Hennings store Repertoire tæller ikke mer end et mislykket Arbejde. En urimelig Theaterchef faldt engang paa at tildele hende Jessica i Købmanden i Venedig. Det er ikke vanskeligt at forstaa, at Fru Hennings stod fremmed overfor det vilde Pigebarn, der løber fra Hus og Hjem, og oven i Købet lystigt plyndrer sin Faders Kasse til Fordel for en Elsker, hvis Moral synes temmelig tvivlsom. Naar man er vant til at legemliggøre den reglementære Dyd og den elskværdigste Uskyldighed, kan man ikke indlade sig paa en saa problematisk Eksistens, som Shakspeares Jødepige. Fru Hennings gode danske Talent følte sig berøvet sin Jordbund i Renæssancens Venedig.
Hun havde imidlertid vundet saa stor Værdighed i sin Fremtræden, saa sikker Avtoritet overfor Publikum, at hun turde binde an med en Rolle som Zoë i Kammeraterne, der laa udenfor hendes Fag. Hun spillede denne superkloge Dame paa en vis raffineret Maade, der ikke fuldtud var fransk, men var overmaade klædelig. Det var ligesom hendes spinkle Vækst forbød hende at fremstille Verdensdamen. Jeg erindrer, at hendes Lærer i Skuespilkunsten under en Samtale om hendes Talent, som man paastod manglede Bredde, henkastede denne Sætning, som den afgørende Dom: »Hele Ulykken er, at hun ikke er to Tommer højere!«
Det syntes da en Tid, som om Fru Hennings ikke skulde komme udenfor København i sin Kunst. Heldigvis har den
