FRU HENNINGS. 233
nynorske Digterskole, som sætter Grænse mellem Gammelt og Ungt i vor Literatur, ogsaa havt en udviklende Indflydelse paa vor Skuespilkunst. Det er to Roller i norske Stykker, som have brudt den Kreds, til hvilken Fru Hennings Talent var bundet: Signe i Falliten og Nora i Et Dukkehjem.
III.
Mærkeligt nok betegne begge disse Roller Reaktionen mod Ingénuen. Angrebet er ikke stærkt akcentueret i Skildringen af Signes Karakter, men dog mærker man tydeligt, at Digteren vil det gængse Ideal af den unge Pige tillivs. Falliten udmærker sig i Modsætning til de fleste Lystspil, hvis Opløsning bestaar i den lykkelige Forening af to Elskende, derved, at det begynder med en fuldfærdig Forlovelse, som Katastrofen sønderbryder. Heiberg havde, fuldt saa moralsk og med lysere Vid, ment, at det var tilstrækkelig Straf for Malle og Klister, naar de til Slutning bleve gifte med hinanden. Han svang den komiske Svøbe over Forlovelsesparret, Bjørnson har tugtet Signe og hendes Lieutenant med Skorpioner. Man husker hans Kærlighed til den smukke Hest, hendes Skinsyge paa »Brunen«, deres Skænderi, bestandige Slaaen op og forliebte Forsoning, Ringen, som kastes og sættes paa igen — hele den ubarmhjertige Satire over deres Legen med hvad der er alvorligt i Livet. Da alt er forbi, da klager den unge Pige over, hvorledes hun »skammer sig«. Hun indser pludselig, i hvilket modbydeligt Forhold hun har levet.
Fru Hennings Spil i denne Rolle er endnu i Alles Erindring. Hendes første Akt var fortrinligt. Hun var saa
