AUGUST BOURNONVILLE. 247
Ballet for Øjnene, saa' han Alt i elektrisk Lys med straalende Pailleter; selv om de Midler han brugte til at iværksætte sine Ideer ikke vare fyldestgjørende, smeltede de for ham efterhaanden sammen med hans Værk. Det er en psykologisk Mærkværdighed, men en Kendsgerning, at Enhver, der sysselsætter sig med Iscenesættelse, efterhaanden taber Kritiken overfor de Personer, han anvender. Bournonville havde Troen, og den gjorde for ham Underværker. Han saa' Guder og Gudinder, hvor vi andre ømmede os ved Synet af grimme Mandfolk og stakkels gamle Fruentimmer.
II.
Hvor Bournonville ved sin naturlige Begavelse kunde været paa sin Plads, det havde været som mâitre de ballet ved Ludvig den Fjortendes Hof. Der kunde han givet sin pragtlystne Fantasi slappe Tøjler og komponeret den Række af lange allegoriske og mytologiske, klassiske og orientalske Balletter, som altid var hans egentlige Begær. Han forstod at indrette Tableauer, der vilde have behaget »le roi soleil«, i hvis Naades Straaler han gærne havde badet sig; thi han var en født Hofmand, altid med en Kompliment i bedste Stand og et forbindtligt Smil paa Læben. Men i det nittende Aarhundrede, heroppe ved det kgl. Theater, var han ikke rigtigt paa sin Plads, i alt Fald indeklemt af talrige Hensyn: smaa Pengemidler, Publikums ringe Sans for scenisk Luksus, Krav paa historisk og dramatisk Sandhed; maaske genertes han allermest af den i alle Hovedstæder gængse drilske Vittighed, den parisiske »blague«, som han selv herhjemme havde givet det karakteristiske Navn »Tivoli-Grin«, og som
