AUGUST BOURNONVILLE. 251
med Cort Adeler og Arkona vilde gøre den gamle Saga om igen, var Resultatet nærmest en Fiasko.
Fortrinlig lykkedes det Bournonville at udnytte den Smagsretning i vor Literatur og Kunst, som ynder at fremstille Italien som et Slags hyperromantisk Land, hvor Skønhed og Poesi daglig aabenbare sig evigunge paa alle Gadehjørner. Jeg minder om Napoli, Rafael, Blomsterfesten i Genzano, Festen i Albano, Pontemolle. Det Italien, de fremstille, med det glade Folkeliv, Saltarellaen, Tarantellen, Tamburinerne og Kastagnetterne, har kun lidet med Virkeligheden at gøre, det maatte da være med den Prof. Nielsenske Aandsvirkelighed, thi for Danske, især uberejste, er dette Italien efterhaanden blevet Stedfortræder for det virkelige, baade for det gamle med Despoterne og Revolutionerne, og for det nye med Præsteobskurantismen og den unge Frihed. For Marstrand og Ludvig Bødtcher var Rom dog det Sted, hvor den unge Kunstner slog Gækken løs langt fra Hjemmet og Familierne, men Bournonvilles italienske Balletter ere inspirerede andetstedsfra: for deres komiske Partier er Ernst Meyer nærmest Forbilledet, deres Poesi er begejstret af Improvisatoren, og deres svage Sider slægte allermest Etatsraad H. P. Holst's Rejseindtryk paa. Der lader sig drage iøjnefaldende Paralleler mellem Napoli og Gioachino, ligesom mellem Den lille Hornblæser og Fjærnt fra Danmark.
Bournonville holdt sig iøvrigt mest til nordiske Sujetter. Han forsøgte et fransk Stof i Konservatoriet, men det blev en af hans tarveligste Balletter, han gjorde en Udflugt til Karpatherne, men den mislykkedes, og han havde ligeledes kun ringe Held med de orientalske Fremstillinger, af hvilke dog Abdallah, at dømme efter Programmet, synes
