262 ADOLF ROSENKILDE
I.
Der kan neppe være Tvivl om, at Rosenkildes Ærgerrighed tidligt har været netop den at ligne sin Fader, erstatte ham, arve hans Talent og Stilling herhjemme. Han har rimeligvis fra sin Barndom af saaledes set op til Faderen, der altid var omgiven af en Kreds af Beundrere, at han slet ikke kunde tænke sig Skuespilkunst i en anden Form end den han saa at sige var vant til hjemmefra. Da han saa selv kom ind paa Kunstnerbanen, satte han trygt Foden i Faderens Spor. Rimeligvis er han blevet forbavset og har følt sig uretfærdigt behandlet, da man overalt bebrejdede ham den Efterligning, han regnede sig selv til Ære. Og senere hen maatte han bestandig høre gentage, at han langtfra naaede Faderen i Genialitet, medens samtidigt en ensartet Begavelse uheldigvis førte ham til de samme Roller og — hvad der vedkommer os mindre — til literær Produktion af samme Art. Denne Sammenligning, der kom udenfra, som ved hans første Debuter spærrede ham Adgangen til Scenen, fordi man fandt det ufornødent at erhverve Kopien, naar man besad Originalen, og som senere bestandig mødte ham ved hvert Skridt fremad — denne Rangsammenligning kom han naturligt til selv at anstille. Den drev ham da til trodsigt at ville vise Publikum, at han var istand til at tage Kampen op med det store Minde og til netop at bringe Faderen i Glemme i de Roller, som hin syntes at have sat sit uforglemmelige Mærke paa og som man mente vare gaaede til Hvile med ham. Efter Gamle Rosenkildes Død have vi efterhaanden set Sønnen optræde i hans Pragtnumre som Hummer, som Trop, som Langhalm.
