ADOLF ROSENKILDE. 263
Han har ved Fremstillingen af disse Skikkelser præsteret noget Betydeligt. Hans ufortrødne Lune og den Spore, han besad i Kappelysten med Faderens Minde, drev ham til at udarbejde en Mængde komiske Effekter. Alligevel var det maaske ikke klogt af ham at forcere sig frem i de gamle Vaudevillekarakterer, fornemligt fordi baade Trop og Hummer ere blegede af Alder, halvt fortærede af Tidens Tand. Vi fatte knap mere denne mærkværdige Politibetjent, som tages med ind i Familiens Skød, konverserer Madamen og gør Kur til Døtrene — sligt er aldrig passeret og kunde allermindst passere nu, og vi kan ikke for Alvor tro paa Muligheden af at en københavnsk Recensent, hvor ussel fattig han end er — og Trop er jo forresten en prægtig Fyr — er saa reduceret, at han nødes til at anmelde Trommemajorens Forestillinger paa Dyrehavsbakken. Det er ikke min Mening at opstille disse prosaiske Bemærkninger som Indvendinger mod de poetiske Fantasiskabningers æstetiske Værd, de skulle kun antyde, hvor fjærnt den Heibergske Komik allerede ligger os. Vi kunne næsten ikke begribe, at man følte Vaudevillen som en rensende og revsende Virkelighedssatire, saa spagfærdig og fantastisk synes den os nu. Derfor bliver det en overmaade vanskelig Opgave for den ikke samtidige Skuespiller at give hine Skikkelser Kød og Blod.
Maaske var det lykkedes for Rosenkilde, hvis han havde besiddet en ungdommelig og overgiven Fantasi, der havde tilladt ham resolut at anbringe dem udenfor al Realitet. Han gik en Mellemvej, idet han optog den traditionelle Skikkelse, som Faderen havde skabt, afstrejfede paa mange Punkter hins komiske Inspiration og lagde til Gengæld til af sine
