264 ADOLF ROSENKILDE.
egne Iagttagelser. Hans nøgterne Talent — som i hans literære Produktion let kan faa Karakter af en snusfornuftig bon sens — var nødt til at arbejde udenom Figuren, forsyne den med en Række Ornamenter, bestaaende i Virkeligheden aflurede Snurrigheder. Saaledes er Pragtstedet i hans Fremstilling af Trop det stumme Spil under Madame Voltisubito's Arie, hvor han med en overstrømmende rig Mimik og Gestikulation udmaler den forelskede Kritikers Beundring og Forbavselse over Sangerindens Færdighed og Foredrag. Paa samme Maade var det Visen: »Ja, jeg maa tale med min Skrædder«, der ved den pudserlige Nuanceren af Ordene blev det morsomste Punkt i Debatten i Politivennen.
Det er et Spørgsmaal, om disse Roller vilde overleveres som klassiske Skikkelser. Have Vaudevillerne en saadan Levekraft, da er det rimeligt som Rosenkilde har gjort, at hævde en Tradition. Jeg tror desuden ikke, at han havde været istand til indenfra at støbe Skikkelsen om i en ny fantastisk Form, Faderens Opfattelse var ham altfor nær i Erindringen og trængte sig foran ethvert Billede, der ellers vilde have indfundet sig. Han har ganske sikkert arbejdet med en overordentlig Flid, thi hans Vittigheds Art vanskeliggjorde ham Opgaven.
Hans Lune er tørt og drilsk. Han er noget af hvad man paa Fransk kalder en pince-sans-rire ɔ: En, der med den alvorligste Mine fortæller de ugudeligste Pudserligheder. Man husker rimeligvis, hvorledes han som Saft hver Aften fortalte en selvopfunden Historie paa Scenen — efter en Skik som Dr. Ryge havde indført og Phister atter opgivet, fordi al direkte Træden i Forhold til Publikum var dennes Kunstnerindividualitet fjærn. Det var de ellevildeste Løjer,
