ADOLF ROSENKILDE. 265
hvilke Rosenkilde fortalte med den alvorligste Mine; han frembragte derved en elektriserende Virkning paa Publikums Lattermuskler. Ellers kunde hans Saft ikke maale sig med Phisters, men hans Historie var hver Aften fortrinlig.
Der er blevet mig fortalt et lille Træk, som udmærket illustrerer Rosenkildes Vid. Han havde havt en Strid med en Skuespiller, og var i den Anledning kaldt for den samlede Theaterbestyrelse, der gav ham Uret og opfordrede ham til at genkalde sine Udtryk. Den fungerende Intendant holdt en lang Tale, i hvilken han udviklede Stridens Genstand, og forsøgte at gøre Rosenkilde en Undskyldning saa let som muligt. Rosenkilde tav ganske stille. Intendanten tog atter til Orde med en lang Udvikling og bad dog Hr. Rosenkilde udtale sig med et Par Ord. Men Hr. Rosenkilde sad endnu tavs; endelig sagde han med sin tørre og gnavne Stemme blot disse Ord til Intendanten: »Deres Hul er for stort«, og pegede imod ham. »Hvad behager?« fór denne forbavset op. Men det var ganske rigtigt, hans Skjorte gabede i Brystet, fordi det ene Knaphul var altfor udvidet til at omslutte Knappen. I de Tilstedeværendes Latter druknede saa Rosenkildes Undskyldning.
II.
Først i Sæsonen 1859—60 slog Rosenkilde igennem med Conradsen i De Fattiges Dyrehave. Man husker vel endnu, hvilken Jubel Hertz' Vaudeville vakte — den er i tyve Aar gaaet henved 100 Gange — og hvorledes Fornøjelsen koncentrerede sig i Rosenkildes Kasketmager, uagtet han havde Fru Sødring og Phister ved Siden som jævn-
