Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/277

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

268 ADOLF ROSENKILDE.

det filosofiske System, som hans Fuldmægtig desværre kendte bedre end han. Rosenkilde forstod fortræffeligt at forene den Udannedes halstarrige Forstaaelsesforsøg med Drankerens trodsige Hang til at have Ret overfor enhver Indvending. Andensteds har han ladet Svagheden for Alkohol fremtræde i en mere afdæmpet og sløvet Form, der var nok saa fin og udarbejdet; jeg tænker paa hans Bjernø i Mester og Lærling.

Den aristokratiske Bornerthed har ikke været mere hellig for Skuespilleren end den plebejiske. Han har leveret en Række vellykkede Figurer fra de finere Kredse, Morsomst var han som Grev de Miremont i Kammeraterne, skønt det næppe kan omdisputeres, at det kgl. Theater snart burde opgive at lade alle aristokratiske Personligheder tale med udpræget tysk Akcent, Denne specifike Hoftone passer udmærket for Baronen i En Spurv i Tranedans og gaar nogenlunde an for Pelikan i Kærlighed ved Hoffet og Greven i Amanda, fordi disse Stykker spille i et fantastisk Land, men bliver højst urimelig, naar der skal fremstilles en Pair af Frankrig som i det Scribeske Stykke. Rosenkilde var en Mester i at lade den stivnede Bornerthed skinne frem under den indbildte Fornemheds Maske.

Derimod ligger den ægte Noblesse ham fjærn, skøndt han næppe selv tror det. End ikke en vis borgerlig Værdighed lykkedes ham i Mussets Il ne faut jurer de rien, hvor den dannede Parisers Bonhommie, som Thiron ret breder sig i paa Théâtre-Français, ikke kunde erstattes ved en dansk Fornuftighed. Saaledes forstaar man heller ikke ret den gamle Franskmand i Efteraarssol, over hvilken der bør hvile noget Fornemt og Reserveret, som