ADOLF ROSENKILDE. 269
holder igen paa den Bevægelse, i hvilken den unge og smukke Kvindes Nærværelse sætter den gamle Pebersvend. Rosenkildes Fornemhed faar let et vist lavet Præg, hans Stemme bliver kælen-sødlig, naar den skal være fin, og man tvivler om denne tilsyneladende paatagne Alvorlighed nu ogsaa er virkelig ment.
III.
Sagen er at Rosenkilde som alle vore komiske Skuespillere er lidet vant til moderne Karakterfremstilling og let kommer til at tage selv bitter Satire for Spøg eller Karikatur. Fremstillingen af Maréchal i Giboyers Søn led herunder. Det faldt Rosenkilde vanskeligt at markere Karakteren gennem en almindelig Konversationstone, han maatte ligesom give Tilskuerne Maréchals Bornerthed ind med Skeer. Hvor denne i sit Ansigts Sved over sig paa sin Tale til Kammeret, havde man en Fornemmelse som om han spillede Komedie med sig selv, fordi den danske Komiker ynder at kaste noget Vaudevilleagtigt over sine Skikkelser. Saaledes svandt ogsaa Dufaures Laster i Skikkelige Folk ind under hans jævne Behandling, og dog er denne falske Bonhomme en bundløs Egoist og fedtet Slyngel som Barrières Misanthropi knap har fundet tilstrækkelig sort Farve til at male. Hvor blød og pudsig blev han ikke i Rosenkildes morsomme Fremstilling — man lo for meget og indigneredes for lidt.
Hvorledes det gik til, at det faldt en Kunstner af Rosenkildes Naturel — og man kan tilføje en Mand af hans literære Dannelse — ind at spille Tartuffe, er en Gaade. Da man hørte, at den yndede Komiker vilde vove sig til den djævelske Jesuit, maatte man tro, at Rosenkilde
