Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/279

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

270 ADOLF ROSENKILDE.

ganske vilde forvandle baade sin Person og sin Spillemaade, Det kunde da maaske blive et interessant Forsøg, omend Illusionen næppe vilde være stærk. Men hvor forbavsedes man ikke, da det var den rigtige gamle Rosenkilde vi fik at se, som af al Magt stræbte at vække vor Latter ved sin snurrige Diktion og sin pudsige Mimik.

Og denne Diktion var absolut uskikket til ved Versfremsigelse at bevæge sig i en harmonisk Form, da den netop plejer at paatage sig en saa disharmonisk Skikkelse som muligt. Rosenkilde splintrer og sønderhakker Sætninger med en Humorists hele disinvoltura; der er ingen saa lang, ja saa urimelig Pavse som han jo bruger for at udhæve et enkelt Ord paa en komisk Maade. Han leger med dets Lydforhold, idet han gærne markerer de uskønne Kombinationer. Overordentlig hyppigt bruger han de uartikulerede Lyd — det er netop sligt, han har tilfælles med Skuespillerne ved Palais-Royal. Alle de smaa Bilyd og Mislyd, der let indsnige sig i den Udannedes Tale og ofte ogsaa i den Dannedes, ligger Rosenkilde paa Lur efter, efterligner og spotter. Fremstiller han Aristokraten, vil hans Stemme udtrykke Fornemheden ved den langsomme Trækken og Hiven i Ordene; er han Conradsen, vil Stemmen hvert Øjeblik slaa om, stige og synke fra Gane til Svælg. Hvem husker ikke den mærkværdige Tone, i hvilken han spørger Konen, om hun tror Danmark vil sende en Flaade til Middelhavet for Datterens Skyld? Han misbruger næsten alt, hvad der falder ind under Stønnen, Prusten, Hosten og lignende. Af hans Grev de Sallenche i Amanda erindrer man bedst Hosteanfaldene, af hans Corfitz hans sørgmodige Nynnen i første Akt. Han lagde saa uendelig meget ind i