272 ADOLF ROSENKILDE.
og at intet Bevis, hentet længere ude fra Verden, vil kunne omstyrte hans Meninger. Saaledes ser til enhver Tid Erasmus Montanus' Publikum ud. Karakteren havde straks staaet klart for Skuespilleren, indenfor hvis særegne Fremstillingsomraade den netop faldt.
Den samme Art Indskrænkethed i Syn og Liv har Rosenkilde skildret med samme Talent i en beslægtet, moderne Rolle. Jeg tænker paa Fuldmægtigen i En Skavank, Bogholderiets Personifikation. Verdenshjørnerne ere for ham skrumpede ind til Kontorets fire Vægge, hans Livs Blade falde sammen med Hovedbogens, dets Resultat er et Regnskabsfacit, og dets højeste Nydelse er den glade Bevidsthed om, at Kassen stemmer paa en Hvid. Med hvilken berettiget Stolthedsfølelse forelagde Rosenkilde ikke i rolig og højtidelig Tone sit Spørgsmaal: »Vil Prokuratoren se, om det stemmer?« — Man forstod, at Prokuratoren ingen Ulejlighed behøvede at gøre sig.
Jeg nævner tilsidst hans Kunsts Triumf: Geronte i Scapins Skalkestykker. Han havde sat al sit Humør ind for at forvandle den gamle, gnavne Gnier til en sand Latterkilde. Han havde gjort ham saa rystende af Ælde, saa tandløs og tungelam, at hans Tale svandt hen i lutter Lydbrokker. Man begriber, hvilken Fest det var for Skuespilleren næsten helt at kunne forlade Artikulationens slagne Vej. Gerontes lille skægløse Ansigt var kun to spidse Kæveben, en indfalden Mund og en Samling Rynker — men over dette løb der et Minespil, der i hvert Minut fortolkede os hans Tanker. Rosenkilde havde her drevet Bornertheden ned til en halv Gaaen-i-Barndom, næsten til Idioti, og det syntes som om
