JOHAN WIEHE. 279
danne. Først fik han da en lille Rolle i Shakspeares Kærlighed paa Vildspor som den skumle og misundelige Don Juan, og noget senere Oberst Stahl i Tordenskjold. Han spillede dem ganske konventionelt, han rullede sine Øjne rundt, viste det Hvide ud, skar Tænder og var i det Hele en meget melodramatisk Skurk. Han havde ikke lært bedre, og det er jo endnu meget faa Scener i Verden, hvor man er kommet bort fra den Anskuelse, at onde Mennesker ved særlige Grimacer adskille sig fra deres hæderlige Medborgere. Rigtignok véd man vel, at det ikke gaar saa heldigt til i den virkelige Verden, at de ikke dér straks melde sig ved et hæsligt og afstikkende Ydre, men det fordres nu engang paa Scenen, og selv de største Skuespillere pleje ikke at unddrage sig denne Lov. Johan Wiehes særegne Ydre gjorde imidlertid, at han virkelig kunde blive frygtelig, og saaledes var det Sted, hvor han som Oberst Stahl laa og krympede sig for Tordenskjolds Fødder, bleg og aandeløs, og hæst hvislende som en Snog, trods sit konventionelle Præg meget virkningsfuldt. Med saadanne Smaaroller vegeterede Wiehe ligefra sin Debut 1858 indtil Efteraaret 1867, altsaa ni Aar, da endelig hans Forløsningstime slog med Opførelsen af Bjørnsons Maria Stuart.
Hvilken Tilskuer husker ikke fra den første Fore- stilling det overvældende Indtryk af hans Bothwell! Man havde set Maria Stuart som en elegant, lidt koket men yderst agtværdig Dame, der spadserede gennem Holyroods Slotssale med samme Mine som det gode Selskab paatager sig paa en københavnsk Promenade, man havde gjort Bekendtskab med Rizzio som en ældre, vel konserveret, noget
