280 JOHAN WIEHE.
betænksom Herre, der i høj Grad forenede Forbindtlighed med Gratie, man var bleven forbavset over at Skotlands skønneste og galanteste Adelsmand, den vilde Vellystning Darnley, var mest optaget af Bekymring over hvorledes han skulde bevæge sine Ben til kun at slaa Klik ved hvertandet Skridt, man var bleven end mere overrasket, da den magre Puritaner John Knox optraadte som en salvelsesfuld og myndig Prælat i Minister Halls Lignelse — det var derfor som Scenen helt forandrede sig, som man med et Ryk reves hen til Digterens norsk-skotske Verden, da Bothwell skred ind med drønende Ryttertrin, klædt i Panser og Plade, med Jernet klingrende om Bryst og Lænd, enøjet med et Lueblik som Odins. Han bragte Bjergluft ind med sig i Stykket, som stod paa Heldningen af en filistrøs Opførelse; medens de andre Skuespillere ikke havde fremkaldt den rette Illusion, lykkedes det ham at ligne en middelalderlig Ryttergeneral, hvis Feltherretalent bestaar i som en Stormvind at hugge ind i Spidsen for sine Karle. Der er paa den yngre bolognesiske Skoles Malerier ofte fremstillet en Spillescene mellem Soldater, hvor en uhyggelig Krigerskikkelse rejser sig halv beruset, rasende over Modstanderens Held eller Snuhed, beredt til at betale ham med blanke Vaaben — saadan en Landsknægt lignede Johan Wiehe.
Sikkert, det var paa hans Person, paa det Ydre at Skikkelsens Illusionsstyrke beroede, og jeg tør ikke paastaa, at de enkelte Repliker svarede i Farve og Tone til Maskens Stil, men det var dog en sjælelig Beslægtethed med Rollen, som bevirkede, at Wiehe fik det rette Greb paa den skotske Høvding. Han mødtes med ham i den rasende Ærgærrig-
