20
MICHAEL WIEHE.
paa Scenen, og overalt vare de, ligesom den halvt komiske halvt forfærdelige Frister, listende og luskende, skelende og skulende. Det er den moralske Fordømmelse, der slaar ud i den æstetiske Afsky. Enhver, der har set Michael Wiehe som Sortebroder Knud, vil erindre, hvorledes han kom krybende frem med fæle Grimasser, hvorledes hans hele Maske indtil den skinnende hvide Hals var anlagt paa at fremkalde en Uhyggelighedsfølelse — trods dette var Virkningen dog saa overordentlig, fordi man følte en imponerende aandelig Overlegenhed bag hvert af Munkens Ord. Og paa samme Maade hørte hans Joseph Surface, skønt han her ikke dulgte sin personlige Skønhed, til Sortebroderslægten. I Forførelsesscenen med Lady Teazle var hans Blik slangeagtig fortryllende, hans hele Væsen ligesom forgiftede Luften i Værelset; men hvor vidunderlig Skikkelsen end var, det var ikke Sheridans Tartuffe, han fremstillede, det var en langt større Inspiration der var over Michael Wiehe, end Rollen kunde bære og Fru Heibergs noget knibske Fremstilling af Koketten kunde blive ensagtig med. Hans Form for det Onde var det Dæmoniske, han følte sig dreven af onde Magter, mod hvilke Forstand og Vilje vare kraftesløse. Saaledes spillede han endog Kaligula. Naar dennes blodtørstige Fantasi gav sig Luft i en vild Glæde over, at han var istand til med ét Ord at bringe Hustruens hvide Hals under Bøddeløksen, saa var Afsindet saaledes i Wiehes Ord og Mund, at den romerske Kejser kun blev et fraadende Rovdyr. Drifter og Længsler — Ærgerrighed, Vellyst, Grusomhed — fyldte hans hele Væsen, gjorde Blikket glødende og Læben veltalende som i de erotiske Roller Ungdommens Sværmeri.
