Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/291

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

282 JOHAN WIEHE.

normale Massevirkning. Johan Wiehe kunde, naar han af en Hændelse førtes ind paa sit eget lille Omraade, faa det samme Greb paa baade de Medspillendes og Tilskuernes Sind.

Hvad skulde han nu have spillet? Ja ærlig talt saa vilde han have passet bedst til de store kvasihistoriske Dramaer og Melodramaer og Spektakelstykker, som i Paris opføres paa Porte St. Martin og Ambigu, og af hvilke vi jo have set adskillige Prøver herhjemme. Hvor vilde han ikke have været ypperlig som Athos i De tre Mousquetairer eller som Cartouche eller som Djævelens Søn og mange andre store Skurke eller ædle Slagsbrødre. Imidlertid, det kgl. Theaters Sædvaner forbyde heldigvis nutildags den Art udigteriske Skuespils Opførelse. Det gjaldt da indenfor den poetiske Literatur at finde saadanne Figurer ud, der passede til hans Person og hans Udtryksmaade. Man vilde hos Shakspeare og i det tyske Drama hos Lessing, hos Schiller, hos Gutzkow ikke have truffet faa saadanne Roller — der var maaske endda noget Tysk ved hans Kunst og Spillemaade — jeg vil blot nævne hos Schiller Mohren i Fiesco og Miller i Kabale und Liebe, men ogsaa indenfor vor egen Literatur vilde f. Eks. Karker i Hakon Jarl og til en vis Grad Jarlen selv have afgivet Udviklingsstadier for hans Talent.

Istedenfor begik man det store Misgreb at give ham Palnatoke, denne tamme Viking, der deklamerer og præker fem lange Akter igennem. Jeg véd ikke, om Wiehe selv ønskede at spille den, men i hvert Fald burde en klog Bestyrelse ikke have givet efter for hans ukloge Ønsker. Han var uøvet i at sige Vers, og han sang hele Rollen frem efter den gamle Tragediemaner, som Kærlighed uden Strømper desværre ikke fik udryddet af dansk Skuespilkunst. Men