286 JOHAN WIEHE.
Publikums Gunst, blev han i høj Grad mismodig. Han ansaa sig selv for et Geni og var dog kun en Skuespiller med gode Gaver; han troede at skabe Mesterværker og leverede sjældent mer end halvfuldendt Arbejde, han fordrede ubetinget Anerkendelse og Bifald, medens Publikum trak sig uvilligt og gnavent tilbage. Han havde aldrig været selvkritisk anlagt, men han mistede efterhaanden ganske Evnen til at være klar over sig selv og overskue sine Forhold, og tilsidst brast i hans Hjærne den Fiber, der skiller Indbildning fra Illusion, og den Sindssygdom begyndte, der først endte med hans Død.
Han var kommet til Scenen uden Dannelse, og Theatret havde ikke formaaet at give ham nogen. Anlagt som han var, maatte han med sit Spil altid løbe ud i de grove Effekter. Hertil gaves der ham kun lidt Lejlighed, og kun glimtvis brød hans Personlighed igennem. Hans Natur var et Stykke Granit, som han selv var altfor lidt udviklet til at bearbejde, men af hvilket en kyndig Haand kunde have mejslet gode Statuer.
