Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/305

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

296 LUDVIG PHISTER.

Diktion, i hvilken man tydelig hørte Interpunktionen. Men undertiden kunde han ligesom for at antyde Henriks kaade Ungdomslivlighed lade haant om den logiske Sammenhæng, more sig med at jage endel Ord afsted, det ene efter det andet, og pludselig gøre Ophold ved ét, der syntes temmelig betydningsløst. Han udtalte f. Eks. omtrent som saa: »H͝ill͝emæ͞nd, s͝aa k͝an F͝org͝yldn͝ing͝en v͝ær͝e g͝aa͝et a͝f h͝end͝e ͝i s͞aa — la͝ng T͝id«.

Paa Grund af sin Tales særegne Volubilitet var da Phister aldrig bedre faren, end naar der i Rollen forekom en eller anden Opregning eller Remse. Var den kort, nøjedes han med den komiske Kraft, der laa i den blotte Hurtighed, hvorved Ordene forfulgte hverandre — var den længere, maatte han have Forandring og steg da i en rivende Fart op til et enkelt tilfældigt Ord, som han faldt ned fra ligesaa hurtigt. Hvor saaledes Oldfux forklædt som tysk Pedant har den lange Optælling af alle de Byer, ved hvilke han har studeret, gjorde Phister en pludselig Standsning ved Frankfurt an der Mavse (ɔ: Mose), idet han samtidigt vakte Latter ved den betegnede Udtale. Og hvor Scapin opregner de mange slemme Ubehageligheder, der følge med at føre Proces, laa Phister meget længere paa Ordene »maaske Sættedommerere« end Sammenhængen egentlig medgav.

Ogsaa i Phisters Minespil træffe vi de smaa Nuancer. Han tillod sig aldrig store Grimacer eller voldsomme Fordrejninger, men der var en bestandig Sitren, Glimten og Spillen i hans Miner. Blikket var ikke stærkt, det var de fine Bugtninger af Læberne, der forandrede Ansigtets Udtryk. Ligesaa ilsom og vekslende som Tale og Mimik var endelig hans