LUDVIG PHISTER. 297
Gestikulation. Phister brugte Haandens forskellige Gestus saaledes, at han saavidt muligt efterlignede eller afmalede enhver Bevægelse, der udtryktes i Repliken. Naar Scapin siger til den knælende Leander: »Rejs Dem!« sænkede Phister Pegefingeren og hævede den atter med et Sving, saa den stod lodret i Vejret, eller naar Scapin fortæller sin Herre om det lille Anker spansk Vin, i hvis Bund han gjorde en Sprække og som han slog Vand ind under for at bilde ham ind, at Vinen var løbet ud, anskueliggjorde Phister med sine Fingre ganske tydeligt, hvor behændigt Scapin havde baaret sig ad. Talte Henrik om, hvorledes Uhret nok vilde »avancere efter«, hvis Leander kunde stille Solen tilbage, saa efterlignede de hurtige Fingre Solens Bevægelse. Af større komisk Virkning, blev dog Fingerspillet, naar det svarede til en i Talen udtrykt aandelig Bevægelse, eller naar det kun støttede sig til et Ord, der kunde tages i forskellig Betydning. Hvor Scapin gør Argante opmærksom pa, at hans Søn har indviklet sig i en fatal Sag, viklede Phisters Fingre sig uvilkaarligt om hinanden, og hvor Henrik siger, at Leander »véd Grebet« paa at fri, undlod han ikke at svinge med Haanden, som om han greb om noget. Undertiden kunde han med en enkelt Gestus give den morsomste Karakteristik af Personen. Jeg kan nævne det Sted i Henrik og Pernille, hvor Henrik, der agerer Herre i de fine Klæder, i Samtalen med Arv siger: »Der har Du min Haand, Arv!« Denne rækker som Følge heraf sin plumpe og snavsede Næve frem; Henrik tager om den med en noget mistænksom Mine, ryster paa Hovedet og lader derpaa med imponerende Rolighed og fornem Overlegenhed til Arvs uskrømtede Forbavselse sin — Albu synke ned i hans Haand.
