300 LUDVIG PHISTER.
besidde, ikke engang en latterlig. Han vilde næppe have kunnet spille Jeronimus, fordi denne dog, trods sine komiske Sider, bevarer en vis Kraft og Holdning som Husfader; men han formaaede fortrinligt at forvandle sig til den dumme Tjener. Harlekin og Pierrot vare ham lige kære: den smidige Forstand og den dumtfiffige Dorskhed opfattede han lige klart. Han ramte dem begge i det Tjeneragtige, hvor ingen personlig Værdighed turde fremtræde.
Det er sikkert et enestaaende Fænomen i vor Theaterhistorie, at en Skuespiller med samme Virtuositet har fremstillet baade Henrik og Arv. Phister udførte dette Kunststykke. Hans uovertrufne Færdighed i at tale alle danske Dialekter kom ham her til Gode. Han havde studeret Folkesproget paa Stedet. Man véd, at han er istand til »at rejse« Jylland igennem fra Nord til Syd, som han kalder det, det vil sige, at tale alle de i meget fine Nuancer forskellige Dialekter, som her findes. Men det var dog ikke alene den fortrinlige jargon, som gjorde hans Arv saa kostelig: det var Udtrykket for den godmodige Dumhed, som her var tildannet med saadanne Elementer, som Arvs Bondenatur og hans Stand maatte frembringe. Thi dette var det Store ved Phisters Kunst, at han aldrig lod sig nøje med det ab- strakte Karaktertræk, men gjorde det konkret ud fra sin rige Erfaring. Hvorfra vidste Phister, hvorledes en Bondekarl som Arv vilde klæde sig paa til en Nattevagt, hvorfra kendte han Arvs Dragt til de mindste Enkeltheder, hans Tørklæde og uldne Handsker, hvorfra havde han lært hin træge Maade at stoppe sin Pibe paa og ryge den ud? Han havde set alt dette ude i Livet, gemt Tusinder af saadanne Smaatræk i sin Erindring og brugte dem sidenhen som tro-
