LUDVIG PHISTER. 307
Afskedstagen i fjerde Akts Slutning; man fik den dybeste Medlidenhed med denne arme Karl, som Folk, der vare langt ringere end han i Hjærte og Forstand, vovede for plumpe Løjers Skyld at behandle paa den mest oprørende Maade. Allerede ved Scenerne paa Slottet var man bleven ilde berørt ved den Frækhed, hvormed Herremandens Lakejer drev Leg med Staklen, men nu gik det for vidt, man oprørtes. Og Beviset herfor var, at man slet ikke lo hjærteligt eller længe i de sidste Akter, man kunde for den Sags Skyld fuldt saa gærne have grædt. Den Virkning vilde Holberg næppe frembringe; hvis man vil læse Jeppes Farvel igennem, vil man se, hvor lidt Alvor det rummer og hvor mange komiske Effekter tværtimod Holberg her har lagt an paa. Og det var ud fra dette Sted, at Phister havde bygget hele Rollen.
Paa hvis Standpunkt stod Holberg, paa Baronens eller Jeppes? Fandt han, at Herremanden havde Ret eller var han den første danske »Bondeven«? Slutningsverset er absolut aristokratisk-konservativt, men selve Komediens Anlæg synes os nu demokratisk revolutionært. Maaske dog vi nutildags med vore helt forandrede Anskuelser om »Bonden som Regent« ikke mer kunne forstaa, at Moralen af Jeppe paa Bjerget kan udtrykkes saaledes:
Af dette Eventyr vi, kære Børn, maa lære,
at ringe Folk i Hast at sætte i stor Ære
ej mindre farligt er end som at trykke ned
den, der er bleven stor ved Dyd og Tapperhed.
Jeg kunde tænke mig en hel anden Opfattelse af Jeppe, efter hvilken han fremstilledes, som hørende til Menneskehedens Bærme, usympatetisk i Ydre og Manerer, og ikke
20*
