Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/318

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

LUDVIG PHISTER. 309

spilleren, der hele sit Liv igennem havde trængt sin Personlighed tilbage, kun daarligt formaaede at fremstille den kraftige Personlighed. Overhovedet laa det Liv, der mere er Handling end Tanke, udenfor Phisters Kunst, der nøjedes med Skildringen af de klogt Betænksomme og de dumt Forbavsede.

Det er derfor let at forstaa, at Phisters Udførelse af Sganarel i Molières Don Juan blev et Arbejde af højeste Rang. Havde han spillet Rollen saaledes paa Fransk i Théâtre-Français, var han bleven verdensberømt alene paa den. Han gav Ræsonnøren med en Tilsætning af Fejghed, som fortolkede enhver af Tjenerens Tanker. Sganarel vakler bestandigt imellem Beundring og Frygt for sin Herre paa den ene Side og sin jævne Forstand paa den 'anden. Han forstaar godt, at Don Juan bærer sig galt ad, han forsøger ved en Række Syllogismer, der ere glimrende Parodier paa den saakaldte sunde Menneskeforstands Bevisførelse, at overtyde ham om hans moralske og religiøse Kætterier. Men han løber sig fast og er desuden for fejg og lad til at drage Konsekvensen af sine egne Sætninger. Rollen spilles i Frankrig, maaske efter Tradition, som den almindelige Scapinfigur. Phister havde gjort Sganarel til en middelaldrende Fyr, en duknakket Fiffikus, der havde noget af Sancho Pansa i sig, naar han ledsagede Don Juan paa hans gale Elskovseventyr. Det kan ikke nytte at gentage Ord som »fuldkommen« og »genial«, og dog er der til syvende og sidst intet andet at sige om et saadant Kunstværk, som Phisters Spil her var. Han naaede i ingen anden Molièresk Rolle saa højt. Mod Sganarel i Doktoren imod sin Vilje kunde man netop gøre de samme Indvendinger som mod Per Degn.