Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/319

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

310 LUDVIG PHISTER.

Rollen var uden Helhedsvirkning; Phister følte, at det ikke var nogen Scapin, og han turde dog heller ikke spille den som Brændehugger; Sganarel skulde imponere som Doctor og dog være let gennemskuelig for de Kløgtige. Overfor denne meget kombinerede Opgave stod Phisters Kunst raadvild.

III.

Phister var aldrig ret paa sin Plads, naar han skulde spille i »sort Kjole«, som det hedder. Den stærke Maskering var bleven ham til Vane, hans Manerer toge sig underlige ud, naar det gjaldt at fremstille Hverdagsmennesker, der kun frembød faa Latterligheder. Selv en saa ubetydelig Rolle som Poulsen i Besøget i København, der optræder som ironisk Ræsonnør i Leonard-Stilen, gled ham ud af Hænderne. Dertil kom, at det Borgerligt-Værdige, som f. Eks. den velstaaende Købmand kan besidde i sin Optræden, ikke ret passede for den smidige Skuespiller. Derfor lykkedes ham kun halvt den hollandske Pengemand i Tilfældet har Ret. For at en saadan Figur kunne falde heldigt ud, maatte den ganske høre ind under Phisters Specialitet, saaledes som Grossereren i Rosa og Rosita eller Birch i Hr. og Fru Møller gjorde det. Begge disse falde ind under de Narredes og Intrigeredes Kategori. Grossereren vandrer hele Stykket rundt i Kattepine over ikke at kunne finde ud, hvem af de to unge Piger der er den rige og hvem den fattige, og Glanspunktet i Phisters Spil var det Sted, hvor den Nysgerrige endelig tror at være Hemmeligheden paa Spor, og efter Læsningen af det længe ventede Brev, som