Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/320

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

LUDVIG PHISTER. 311

skal indeholde Gaadens Løsning, staar endnu mere slukøret end far. Den ivrige Embedssøger Birch bliver narret baade af sin Vens intrigante Hustru og af selve sin sløve Ven mod dennes Vilje, kommer bestandig forsilde selv med sine fiffigste Planer og er dog altid paa Springet, ængstelig og ulykkelig over, at han ingen Medbør kan faa. I den Scene, hvor Birch søger at formaa Møller til at aftræde ham Embedet, og trænger ind paa ham med et sygeligt, næsten afsindigt Begær, opnaaede Phister den store Virkning, han altid var sikker paa, naar han kunde vise noget aandeligt Kuet, en sjælelig Forknythed bag den komiske Lyst. Det var Karaktertrækket fra Jeppe, der her gik igen i den Uforstandiges Kvaler over sin Afhængighed af den egne Last eller Lyst. Man fandt den samme Baggrund i den ulykkelige Kurer Babiesa i Dronning Marguerites Noveller: han holdes bestandig for Nar, men han er saa afhængig og underdanig, at hans hidsige Jalousi ikke tør komme til Orde. Det var denne næsten tragiske Forknythed, som Phister satiriserede over.

Han kunde rigtigt give sin Lystighed Tøjlen, naar han fik fat paa saadanne Figurer, der selv tro sig uhyre snedige og dog narres forholdsvis let. Han var fortrinlig som Politimanden Desaunais Michel Perrin. Han saa' ud som lutter Skarpsindighed og Snarraadighed, var hastig, kort og bestemt i Udtryk og Manerer, havde et Øje paa hver Finger, bestandig Uhret i Haanden — og denne uhyre Kløgt lod sig alligevel tage skammeligt ved Næsen. Maaske husker man bedre en beslægtet Rolle i et dansk Stykke, Prokurator Barding i Soldaterløjer, hvor Phister havde givet Provinsprokuratorens Fiffighed det morsomste Udtryk. Der var