312 LUDVIG PHISTER.
næppe en Replik, som man ikke lo af, og der var næppe en Betoning eller Gestus, som ikke var individuel. Uden i mindste Maade at karikere havde Phister skabt et lyslevende Menneske af de ringe Antydninger, Hostrup havde givet, og havde, som det faldt ham naturligt, anlagt sin Opfattelse med Fremhævelse af Bardings bestandigt narrede Fiffighed.
Henrik og Scapin ere store Gavtyve, hvis Pudserier efter deres eget Udsagn undertiden bringe dem i ubehagelig Berøring med Politiet; alligevel falder det Ingen ind at anlægge en moralsk Maalestok paa deres Karakter. Man føler uvilkaarligt, at man bevæger sig indenfor et fantastisk Omraade, hvor der ikke kendes Forskel paa Ondt og Godt, og Phisters ejendommelige Opfattelse af Scapin drev netop denne saa langt ud i Fantasteriet som muligt. Det kom af at Skuespilleren i det Hele nødigt indlod sig paa saadanne reelle og moderne Skikkelser, hvor Skælmen bliver en Slyngel, Gavtyven en Forbryder. Phister vilde være sympatetisk, han følte ingen Trang til at spille saadanne Skurkeroller, som indbringe Skuespilleren en Dragt Prygl fra Galleriets Publikum, naar han gaar hjem fra Theatret. Og dog har han store Triumfer at opvise ved de faa Excursioner, han har foretaget paa dette Gebet. Maaske gaar det næppe an at regne Robertson i De Deporterede herhen, skønt han er en ligefrem Tyveknægt, thi Phister fremhævede overvejende hans komiske Sider, hans flotte Væsen og Uimodstaaelighed overfor Kvinden; men én af hans genialeste Præstationer, August i Sparekassen, var fra Digterens Haand mere end en Skælm, og spilledes ogsaa af Phister som en temmelig uhyggelig Slyngel.
