LUDVIG PHISTER. 313
Hertz har med August villet vise os, hvad han forstaar ved et slet Menneske. Hovedbestemmelsen for ham er det Tillukkede. Han lukker til for sine Penge som for sit Hjærte og sine Tanker, og narrer ved sit rolige Hykleri Stykkets andre aabne og ærlige Personer. Det Store ved Phisters Udførelse var den ejendommelige allegoriske Maade, hvorpaa han havde karakteriseret Augusts Hovedegenskab og ladet hans Ydre afspejle hans Indre. Han havde skabt sig et Ansigt, der fuldstændigt var en lukket Bog. Man saa kun et Par blaa Briller, som skjulte Blikket; Stemmen var tynd, undertiden falsk, næsten altid tilsløret. Han lagde ikke megen Vægt paa Enkeltheder, nuancerede kun svagt de længere Repliker og lagde saaledes ved en ensartet, noget monoton Fremsigelse et vist Præg af Glathed eller Slebethed over Talen. Ligesom denne aldrig blev hastig, saaledes vare hans Gestus kun faa og smaa. Han var rolig, afmaalt og afpoleret; han løftede næsten ikke Fødderne fra Jorden, naar han gik; han var platfodet. Han var kedeligt klædt, men meget pænt, og hans Frakke var tilknappet. For blot at tage et lille Træk: hvem husker ikke, hvorledes Phister udstrakte Armen og Haanden horisontalt og sagde: Adjøs — hvilket Indtryk af Kulde og Klamhed ved denne Haand!
Til Slynglerne maa endvidere regnes Bazile, hvis Hymne over Bagtalelsens Magt Phister gengav lige fuldendt i Skuespillet og Operaen, og endelig hans Mesterrolle: Skriverhans. Hvis Hostrup har skrevet Stykket med Phisters Begavelse for Øje, maa man beundre Digterens sikre Blik. Den udbrudte Tugthusslave er et godt Hoved, der er kommet paa Afveje, men Bunden i ham er ikke fordærvet, og han
