LUDVIG PHISTER. 315
Men det Ord: Lidenskab, har i det Hele ingen Anvendelse fundet paa Phisters Kunst. Jeg kender kun et Par Roller, paa hvilket det kunde passe, hvis man ellers vil bruge Ordet om den laveste Drift. To grundkomiske Figurer har Phister udstyret med den halvt afmægtige Sanseligheds Maske. Den ene er Vinter i Eventyr i Rosenborghave, den gamle Ungdomsforfører, som endnu forsøger at stramme sig op til et galant Eventyr. Phister var ubetalelig, naar han med Rosen i Munden rejste de bestandigt nedfaldende Flipper og svingede med de aldersslagne Ben. Men her druknede den Gamles Lystenhed næsten i lutter Komik. Derimod gav han som Olifur i Brama og Bayaderen den dyriske Lyst i den krasseste Form, saaledes at man kun daarligt kan beskrive, hvor vidtgaaende egentlig Fremstillingen var. Aubers glade og lette Musik kastede et Slør over denne aandeløse Lidenskab.
De Par Gange, Phister forsøgte sig i det alvorlige Skuespil, helst i ædle Gammelmandsroller, var han mere uheldig end man skulde troet det muligt for en Begavelse som hans. Hans Kold i Tordenskjold var absolut slet — lutter hul Theaterpatos. Den Hjærtelighed, han kunde aftvinge sit Talent i Vaudevillen, kunde han ikke omforme til ædel Mandighed i Dramaet.
Han havde anlagt altfor mange Masker til at han kunde fremstille saadanne Skikkelser, hvis Bestemmelse er det Umaskerede. Han var desuden nøje knyttet til en Literaturperiode, der ikke fordybede sig i »det Ethiske« og »Sædelige« som man gør det nutildags, men fandt Tilfredsstillelse i en hurtig Intelligens og et uimodstaaeligt Vid.
